top of page
  • Forfatters billedeSvend Boye Thomsen

Det mest sandsynlige er fire år mere med en Venstre-borgmester

Opdateret: 17. aug.

Fodbold er et simpelt spil: I 90 minutter løber 22 mænd rundt på banen, og til sidst vinder Tyskland.


Sådan lyder et berømt citat fra den engelske fodboldlegende Gary Lineker.


Noget tilsvarende kan man sige om kommunalvalg i Ringkøbing-Skjern Kommune med Venstre i rollen som Tyskland.

I hvert fald har Venstre vundet borgmesterposten ved samtlige valg, siden de fem gamle kommuner blev slået sammen til én.

I denne uge meddelte borgmester Hans Østergaard, at han ikke genopstiller ved næste valg.


Som den – indtil videre – eneste har Erik Viborg, der er gruppeformand for Venstre, meldt sig som arvtager, og det kan også meget vel blive ham, der ender øverst på partiets stemmeseddel.


For Erik Viborg er meget vellidt i både byrådet og i baglandet, og det er samtidig småt med oplagte alternativer.


Dagbladet Ringkøbing-Skjern har foretaget en rundringning til de mest prominente Venstre-navne i kommunen. Blandt dem er tidligere byrådsmedlem Lone Andersen fra Lyne den eneste, der ikke afviser at stille op imod Erik Viborg.  


Men den tid er forbi, hvor det giver sig selv, at man som spidskandidat for Venstre også bliver borgmester, for det er efterhånden mange år siden, at partiet mistede sit absolutte flertal i byrådet.


Det gjorde partiet i 2013, hvor det måtte alliere sig med Dansk Folkeparti for at beholde borgmesterposten, og ved valget i 2017 var Venstre nær blevet sat helt uden for indflydelse.

Her gik partiet markant tilbage og fik kun 11 mandater, men det flertal af partier, der gik sammen for at fravriste Venstre borgmesterposten, kunne ikke blive enige om, hvem der skulle være kalif i stedet for kaliffen. Det hele endte derfor med, at Venstre alligevel fastholdt borgmesterposten, nu i en alliance med Socialdemokratiet. Denne alliance fortsatte ved valget i 2021, hvor de to partier med tilsammen 15 mandater igen fik flertal.

De to åbenlyse alternativer til en Venstre-borgmester er Kristendemokraternes Kristian Andersen og Danmarksdemokraternes Mads Fuglede.

Kristian Andersen har ved de to seneste valg været den af samtlige byrådskandidater, der har fået flest personlige stemmer, og på trods af, at partiet er så godt som forsvundet fra politik i resten af landet, har partiet hele seks mandater i byrådet i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Mads Fuglede har primært markeret sig som modstander af de mange solcelleparker og vindmøller, byrådet har planer om at opføre. Det ligner en vindersag af de helt store, og samtidig har partiet – modsat Venstre – gode meningsmålinger på landsplan. Det bliver derfor spændende at se, hvor mange mandater Mads Fuglede hiver med sig i byrådet, og hvor mange af disse han kommer til at tage fra Venstre.

Alligevel taler flere ting for, at vi igen får en Venstre-borgmester.

For selv om Venstre må forventes at gå tilbage ved valget, er det svært at forestille sig, at partiet i en alliance, som virker intakt, med Socialdemokratiet, kommer til at mangle mere end nogle få mandater for at opnå et flertal.

Det vil derfor kræve, at partierne hele vejen fra SF på venstrefløjen til Danmarksdemokraterne på højrefløjen kan holde sammen, hvis borgmesterposten skal gå til et andet parti.

Og er det et kardinalpunkt for alle disse partier, at borgmesteren ikke er fra Venstre?

Næppe, og derfor kan man sagtens forestille sig, at det hele ender med, at f.eks. Kristendemokraterne går sammen med Venstre og Socialdemokratiet.

Men i første omgang skal Venstre vælge sin spidskandidat. Det gør partiet på et opstillingsmøde til oktober.

Comments


bottom of page