top of page

Vestnyt Søndag - uge 1

Forfatters billede: Svend Boye ThomsenSvend Boye Thomsen

5. januar 2025

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

 LOKALT 

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Et godt år for bankaktionærerne

2024 blev et godt år for aktionærerne i de lokale banker. Det var især tilfældet for aktionærerne i Skjern Bank. Skjern Banks aktiekurs steg i løbet af året med mere end 50 procent. For aktionærerne i Ringkjøbing Landbobank var der tale om en stigning på 23 procent, og Vestjysk Banks aktiekurs steg i løbet af året med cirka 10 procent.

Udvalg skal drøfte solcelleanlæg

Teknik- og Miljøudvalget skal tirsdag beslutte, om man skal gå videre med planerne om at opføre et stort solcelleanlæg syd for Ådum. Der drejer sig om projektet Stenmose, som er et anlæg på 133 hektar.

Stort byggeprojekt på efterskole

Finderup Efterskole går i februar i gang med et stort byggeprojekt. Der er tale om et projekt til 28 millioner kroner, som er doneret af Den A.P. Møllerske Støttefond. Derudover har Nordea Fonden bidraget med et mindre beløb. Formålet med projektet er at sikre bedre trivsel for eleverne på efterskolen, som er en specialefterskole for unge med særlige behov. Projektet forventes afsluttet inden udgangen af 2025.

​​

Fiskerne landede flere fisk

Der blev landet næsten 5.000 ton flere fisk til Hvide Sande Havn i 2024 end året før. Fremgangen skyldes, at der blev landet mange brislinger og tobiser til havnen. De to arter anvendes hovedsageligt til fiskemel og fiskeolie. De spisefisk og skaldyr, der blev landet flest af i Hvide Sande, var sild, rødspætter, hesterejer og pighvarrer.

​​

Mejeri måtte kassere ti ton ost

En fejl i produktionen på Arlas mejeri i Nr. Vium ved Videbæk har betydet, at man har været nødt til at kassere ti ton ost. Det skriver TV Midtvest. Det er osten ”Gammel Knas”, der har vist sig at være problemer med. Fejlen betyder, at osten er taget ud af handel, men den forventes at være tilbage i butikkerne i løbet af en måneds tid. 

​​

Dødsfald 

Annette Kofoed, Videbæk, er død, 73 år. 

Karen Bollerup, Spjald, er død, 84 år. 

Verner Henriksen, Tarm, er død, 90 år. 

Edna Sørensen, Tarm, er død, 76 år. 

Anne Lise Skovfoged, Skjern, er død, 76 år. 

Ole P. Grønne, Ringkøbing, er død, 78 år. 

Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍

bottom of page