Vestnyt Søndag - uge 14
- Svend Boye Thomsen
- 10. apr.
- 2 min læsning
6. april 2025
Toldkrig får konsekvenser i Spjald
Det får konsekvenser for mange danske virksomheder, at Donald Trump har indledt en handelskrig mod bl.a. EU. En af de ramte virksomheder er KP Components i Spjald. Det skriver TV Midtvest, der har talt med adm. direktør Carsten Wengel. Han fortæller, at KP Components i forvejen har flyttet en del af sin produktion til USA, og at den nu overvejer at gøre det samme med den resterende del af sin produktion til det amerikanske marked. Sker det, vil det koste arbejdspladser på fabrikken i Spjald.
DGI-direktør vil i byrådet
Kristendemokraterne har præsenteret ti kandidater, der stiller op for partiet ved det kommende kommunalvalg i november. Blandt kandidaterne er Sara Jørgensen, direktør i DGI Vestjylland. Også fire nuværende byrådsmedlemmer genopstiller: Kristian Andersen, Carsten Bjerg, Jens Erik Damgaard og Henrik Andersen.
Brand ved papirfabrik i Skjern
Onsdag aften opstod der brand ved Skjern Paper på Birkvej i Skjern. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Flere hundrede ton papir, som var oplagret uden for fabrikken, gik op i røg, og brandfolk fra både Skjern og Tarm deltog i slukningsarbejdet. Ingen personer kom noget til ved branden, og man undgik, at den spredte sig til bygningerne.
Vestjyllands Andel fik pænt overskud
Landbrugs- og grovvareselskabet Vestjyllands Andel har i denne uge offentliggjort sit regnskab for 2023/2024. Regnskabet viser, at selskabet kom ud med et overskud på 92 millioner kroner før skat. Vestjyllands Andel er ejet af knap 4.000 danske landmænd, hvoraf en stor del er hjemmehørende i Vestjylland. De kan nu se frem til at få udbetalt i alt 30 millioner kroner i overskudsdeling.
Det skal byrådet diskutere…
På tirsdag er der byrådsmøde. Her skal politikerne blandt andet tage stilling til, om de vil afsætte flere penge til Stauning Lufthavn, som har vist sig svær at sælge. Byrådet skal derudover behandle en ansøgning fra Vestjysk Biogas, som ønsker at udvide sit anlæg mellem Skjern og Borris. Hvide Sande Skole er også på dagsordenen – dette punkt handler om frigivelse af midler til arbejdet med at samle de to afdelinger i byen på én matrikel.
Dødsfald
Uwe Rosenberg, Videbæk, er død, 92 år.
Knud Plauborg, Skjern, er død, 79 år.
Anne K. Andersen, Tarm, er død, 81 år.
Hans Kr. Jensen, Ringkøbing, er død, 78 år.
Lillie Schmidt, Ringkøbing, er død, 77 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍