Vestnyt Søndag - uge 17
- Svend Boye Thomsen
- 1. maj
- 2 min læsning
27. april 2025
20 ton fiskenet til Ukraine I denne uge kørte en stor lastbil fra Hvide Sande Havn med kurs mod Ukraine. Lastbilen var pakket med 20 ton fiskenet, som de lokale fiskere har doneret til den ukrainske hær. Ukrainerne bruger fiskenettene til at beskytte deres soldater mod russiske droneangreb. Det gør de blandt andet ved at sprede nettene udover skyttegravene på slagmarken. Foruden sendingen fra Hvide Sande har fiskere fra blandt andet Thyborøn og Hanstholm sendt meget store mængder fiskenet til Ukraine.
Sogne takker nej til solceller
”Med projektets nuværende form og de mange usikkerheder, som stadig præger det, er det tydeligt, at der ikke kan findes den nødvendige opbakning til projektet i lokalområdet.” Sådan lyder konklusionen i en rapport, som borger- og sogneforeningerne i Hemmet, Bork og Sdr. Vium har udarbejdet om byrådets forslag om at opføre 500 hektar solceller og 13 vindmøller i området mellem de tre byer.
Nedrivning af Røgind Kro
Teknik- og Miljøudvalget skal tirsdag behandle en ansøgning om at nedrive Røgind Kro, øst for Ringkøbing, for at gøre plads til, at landevejen mellem Ringkøbing og Herning kan udvides til en 2+1-vej. Røgind Kro lukkede for gæster forrige år, og det er i dag Vejdirektoratet, der ejer bygningerne. Ringkøbing Bevaringsforening skriver i et høringssvar, at den synes, det er ærgerligt, at man i forbindelse med vejprojektet ikke har taget hensyn til kroen, fordi den har en høj kulturhistorisk værdi.
Ministerbesøg om flådeskibe
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) kommer mandag til Ringkøbing, hvor han skal besøge virksomheden Seasight Solutions, der er et søsterselskab til Hvide Sande Shipyard, for at høre om mulighederne for at bygge flådeskibe i Vestjylland. Det er Venstres borgmesterkandidat Lone Andersen, der har arrangeret, at ministeren kommer på besøg. Regeringen meldte tirsdag ud, at der skal bygges 26 nye flådeskibe, og at det er ambitionen, at disse skal bygges i Danmark.
Renovering af børnehus
Økonomiudvalget skal tirsdag tage stilling til, om der skal frigives et beløb på 3,1 millioner kroner til en renovering af Troldhede Børnehus. Det fremgår af dagsordenen, at dele af børnehuset er stærkt nedslidt, og at der blandt andet er problemer med dårligt indeklima og fugt. Pengene til renoveringen er afsat på budgettet for 2025, og sagen har tidligere været behandlet i Børne- og Familieudvalget, som indstiller at beløbet frigives.
Dødsfald
Gunhild Holm, Skjern, er død, 89 år.
Else Larsen, Skjern, er død, 74 år.
Kristen Pedersen, Skjern, er død, 82 år.
Christian Christensen, Tarm, er død, 81 år.
Ruth Nielsen, Tarm, er død, 84 år.
Margrethe Villadsen, Videbæk, er død, 102 år.
Leif Nielsen, Videbæk, er død, 74 år.
Else Sand, Ringkøbing, er død, 95 år.
Eva Skifjeld, Lem St., er død, 76 år.
Ingrid Jensen, Tim, er død, 74 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍