12. januar 2025
LOKALT
Vestas-aktien fik en mavepuster
Det handlede ikke kun om Grønland, da Donald Trump forleden holdt pressemøde. Han kom ind på en række emner, blandt andet energipolitik, og her sagde han, at det vil være slut med at opføre vindmøller i USA, når han bliver indsat som præsident. Meldingen medførte en kraftig reaktion på børsen, hvor Vestas´ aktiekurs faldt med mere end 7 procent.
Politiet kom på voldsom biljagt
To polske mænd på 34 og 39 år er blevet idømt straksdomme efter en voldsom biljagt i det vestjyske natten til onsdag. Det skriver TV Midtvest. Det hele begyndte i Grønbjerg, hvor politiet observerede en VW Touran køre med høj fart på Grønbjergvej. Det fik politiet til at sætte efter bilen, men de to mænd forsøgte at flygte med mere end 170 kilometer i timen. Efter en 40 minutter lang jagt, der involverede assistance fra Herning og Holstebro, lykkedes det at standse bilen i Staby, hvor det viste sig, at der i bilen var en mængde værktøj fra tyverier i håndværkerbiler. Føreren af bilen fik 50 dages ubetinget fængsel, mens passageren fik 30 dages ubetinget fængsel. De to mænd blev desuden udvist fra Danmark med indrejseforbud i seks år.
Forhindrede brand i at sprede sig
Fredag formiddag udbrød der brand i en lastbil hos virksomheden VP Villy Poulsen i Skjern. Lastbilen holdt inde i en hal, men en medarbejder fik den bakket ud af hallen, så man undgik, at branden spredte sig. ”Det var heldigt, for ellers havde vi nok haft en stor hal i brand,” siger indsatsleder Michael Nielsen fra Brand og Redning Midtvest til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
Opbakning til solcelleprojekt
Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget besluttede tirsdag at gå videre med planerne om at opføre et stort solcelleanlæg syd for Ådum. Det drejer sig om anlægget Stenmose, som er på 133 hektar. Fem af udvalgets syv medlemmer stemte for. Jens Jacob Østergaard (V) og Jørgen Byskov (DD) stemte imod.
Får større ejerandel i lufthavn
Ringkøbing-Skjern Kommunes ejerandel i den økonomisk udfordrede Midtjyllands Lufthavn vokser, efter at Silkeborg Kommune har besluttet, at den ikke længere vil være medejer. Sagen blev behandlet på et møde i Økonomiudvalget i denne uge. Her valgte et flertal bestående af Venstre og Socialdemokratiet at tage sagen til efterretning, mens et mindre bestående af Kristendemokraterne, Konservative og SF mente, at Ringkøbing-Skjern Kommune også skal afvikle sin ejerandel i lufthavnen. Sagen skal nu behandles i byrådet.
Dødsfald
Karen Enevoldsen, Tarm, er død, 90 år.
Troels Leth, Ringkøbing, er død, 82 år.
Lene Lauridsen, Ringkøbing, er død, 81 år.
Tove Boll, Ringkøbing, er død, 79 år.
Dorthe Silkjær, Hvide Sande, er død, 64 år.
Marianne Jørgensen, Kloster, er død, 51 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍