Vestnyt Søndag - uge 21
- Svend Boye Thomsen
- 29. maj
- 2 min læsning
25. maj 2025
Udvalg udsætter spareforslag
Som omtalt i Vestnyt i sidste uge skulle Social- og Sundhedsudvalget i denne uge behandle et forslag om at gøre det sværere for handicappede og psykisk sårbare borgere at blive tildelt varige ydelser. Vestnyt rettede i en leder kritik af forslaget, blandt andet fordi medarbejdernes bekymringer over forslaget var stærkt nedtonet i sagsfremstillingen. Sagen er nu blevet udsat i en måned med henblik på at få medarbejderne til at uddybe deres bekymringer.
Rift om vestjyske feriehuse
Det er ved at være sidste chance, hvis man i år vil holde sommerferie i de populære badebyer på vestkysten. Det gælder ikke mindst i Søndervig, hvor der er meget tæt på at være udsolgt hos de lokale feriehusudlejere. For eksempel har man hos Esmark, der har næsten 600 feriehuse til udlejning i Søndervig, kun 14 huse ledige i uge 30.
Bilbanko blev en stor succes
Det blev en stor succes, da der forleden – efter ti års pause – blev afholdt bilbanko i Spjald. 140 biler fyldt med børn, forældre og bedsteforældre deltog i arrangementet, skriver TV Midtvest. Medarrangør Dorte Kvistgaard glæder sig over den store opbakning. Hun vil ikke love, at arrangementet vender tilbage allerede næste år, men siger, at det helt sikkert vil blive gentaget på et tidspunkt.
Dropper solcelleprojekter
GreenGo Energy, der står bag projektet Megaton, har i denne uge meldt ud, at selskabet dropper planerne om at opføre et Power-to-X-anlæg øst for Tarm. Det betyder også, at planerne om nye solcelleanlæg i den sydlige del af kommunen opgives. GreenGo Energy ønsker dog fortsat at opføre 12 nye vindmøller ved Ølstrup og fastholder samtidig de solcelleprojekter ved Ølstrup og Dejbjerg, som tidligere har fået tilladelse – de to projekter er tilsammen på 650 hektar.
Skal drøfte øvrige VE-anlæg
Selv om GreenGo Energy har droppet planerne om at opføre solcelleanlæg og vindmøller i den sydlige del af kommunen, kan der fortsat blive opført nye VE-anlæg andre steder. På et møde tirsdag skal Teknik- og Miljøudvalget drøfte, hvordan sagsbehandlingen af en række andre ansøgninger skal prioriteres. Kommunen har blandt andet modtaget ansøgninger om anlæg ved Hoven, Tim, Ådum, Stauning og Barde.
Dødsfald
Aase Nielsen, Skjern, er død, 92 år.
Conni Thomsen, Skjern, er død, 66 år.
Hans Kirk, Tarm, er død, 59 år.
Karsten Frandsen, Tarm, er død, 63 år.
Lis Pape, Ringkøbing, er død, 81 år.
Tove Nygaard, Ringkøbing, er død, 95 år.
Olga Nielsen, Ringkøbing, er død, 97 år.
Karen Madsen, Ringkøbing, er død, 88 år.
Arne Vilhelmsen, Hvide Sande, er død, 75 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍