Vestnyt Søndag - uge 22
- Svend Boye Thomsen
- for 15 timer siden
- 2 min læsning
1. juni 2025
Højhuse på slagterigrunden
Teknik- og Miljøudvalget har på et møde i denne uge taget stilling til, hvor højt der skal kunne bygges på slagterigrunden i Skjern. Her besluttede et flertal, at der skal kunne opføres to punkthuse på hver seks etager. Flertallet bestod af Venstre, Socialdemokratiet og Kristendemokraterne. Et mindretal, bestående af Danmarksdemokraterne og SF, ønskede i stedet at give mulighed for, at der kan opføres to punkthuse på fire etager og ét på tre etager.
Arbejder videre med VE-projekter
Et flertal i Teknik- og Miljøudvalget besluttede på samme møde at arbejde videre med en række solcelle- og vindmølleprojekter. Det drejer sig blandt andet om projekter ved Hoven, Tim og Bølling. Flertallet bestod af Venstre, Socialdemokratiet og Kristendemokraterne. Danmarksdemokraterne stemte imod, og SF fik ført til referat, at partiet ønsker, at der udarbejdes en helhedsplan, før der besluttes yderligere.
Drukneulykke undersøgt
Havarikommissionen har offentliggjort sin rapport om den drukneulykke, hvor en 61-årig fisker fra Varde-egnen sidste år mistede livet, da han var på fiskeri ud for Hvide Sande. Det fremgår af rapporten, at man ikke har kunnet fastslå med sikkerhed, hvorfor fiskeren faldt over bord, men at det formentlig skete i forbindelse med, at han halede garn ind.
Ulv dræbte hund ved Tim
En familie på Nørre Espvej mellem Tim og Torsted mistede tidligere på året sin ti år gamle springer spaniel, som blev fundet død på en mark tæt på familiens hjem. Undersøgelser har efterfølgende vist, at det var en ulv, der dræbte hunden, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Det er også kommet frem, at en familiehund ved Ikast er blevet dræbt af en ulv.
Rokade på Bredgade i Videbæk
Videbæk Fysioterapi har købt Vestjysk Banks bygning på Bredgade i Videbæk. Vestjysk Bank flytter i stedet ind i de lokaler på Bredgade, hvor Nordea i dag har en afdeling. Det sker, når Nordea senere på året lukker sin afdeling i byen. Da Vestjysk Bank ikke har mulighed for at flytte ind i de nye lokaler med det samme, har banken lånt et mødelokale hos Vestjylland Forsikring i perioden mellem ud- og indflytning.
Dødsfald
Edith Lynge, Skjern, er død, 95 år.
Preben Mikkelsen, Skjern, er død, 78 år.
Jes-Erik Overgaard, Skjern, er død, 80 år.
Anton Christiansen, Tarm, er død, 81 år.
Peder Bilgrav, Tarm, er død, 79 år.
Else M. Olesen, Videbæk, er død, 84 år.
Ellen Kristensen, Videbæk, er død, 90 år.
Aage Kirketerp, Videbæk, er død, 69 år.
Ove K. Stougaard, Stadil, er død, 82 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍