top of page

Vestnyt Søndag - uge 23

  • Forfatters billede: Svend Boye Thomsen
    Svend Boye Thomsen
  • 12. jun.
  • 2 min læsning

7. juni 

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Sådan har boligpriserne udviklet sig

De gennemsnitlige boligpriser i Ringkøbing-Skjern Kommune er steget med knap 40 procent i løbet af de seneste ti år. I første kvartal i år kostede en kvadratmeter bolig cirka 9.000 kr. mod cirka 6.500 kr. i samme periode i 2016. På landsplan er boligpriserne i samme periode steget med lidt over 50 procent fra cirka 12.500 kr. til 19.000 kr. pr. kvadratmeter.

Søren Gade vil være fiskeriordfører

Søren Gade (V), der er valgt til Folketinget for Venstre i Ringkøbing-kredsen, stopper som formand for Folketinget efter sommerferien, hvor han afløses af Henrik Frandsen (M). I stedet går Søren Gade efter - blandt andet - at blive sit partis fiskeriordfører. Det fortalte han forleden på generalforsamlingen i Danmarks Fiskeriforening.

​​​

Regeringen har tydelig geografisk profil

Den nye regering har en meget tydelig geografisk profil. Det konstaterer Jyllands-Posten i en opgørelse, der viser, at 17 af de 21 ministre bor i hovedstadsområdet. Af de resterende fire ministre bor tre andre steder på Sjælland. SF’s Signe Munk bor som den eneste af ministrene i Jylland. 

Udvalg skal drøfte spareforslag

Byrådet besluttede i sidste periode at spare på handicap- og psykiatriområdet. Mandag skal Økonomi- og Koordinationsudvalget drøfte, hvordan det konkret skal ske. Listen med spareforslag omfatter besparelser på en række kerneområder, herunder aflastning, dagtilbud, ledsagelse, tøjvask og de handicappedes rådighedsbeløb. Gennemføres forslagene, vil det spare kommunen tre millioner kroner om året.

​​

Handicaprådet råber vagt i gevær

Handicaprådet advarer i et høringssvar om, at det vil få vidtrækkende og alvorlige konsekvenser for borgere med handicap, deres pårørende og de medarbejdere, der arbejder med borgerne, hvis man gennemfører de foreslåede besparelser på handicap- og psykiatriområdet. Rådet mener derfor, at forslagene bør genovervejes. Sagen har tidligere været behandlet i Social-, Psykiatri- og Handicapudvalget, der anbefaler, at sagen udskydes til budgetforhandlingerne, som finder sted efter sommerferien.

​​​Dødsfald ​​​​​

Henry Andersen, Spjald, 72 år.

Villy Bang, Videbæk, 98 år.

Niels E. Poulsgaard, Tarm, 80 år.

Valborg Bertelsen, Tarm, 88 år.

Gert Pedersen, Tim, 81 år.

Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍

 
 
bottom of page