top of page

Vestnyt Søndag - uge 25

  • Forfatters billede: Svend Boye Thomsen
    Svend Boye Thomsen
  • 26. jun.
  • 2 min læsning

22. juni 2025​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​​​​​​​​​

Leif Sylvester udstiller i Videbæk

Kunstneren Leif Sylvester udstiller i de kommende uger en række af sine kunstværker i Vestjyllands Kunstpavillon i Videbæk. Udstillingen omfatter både malerier, litografier, relieffer i træ og skulpturer i forskellige materialer. Der var fernisering lørdag i denne uge, og udstillingen står på frem til den 3. august.

Ingen Champions League til Skjern

Selv om Skjern Håndbold fik sølvmedaljer i herrernes håndboldliga, bliver holdet ikke et af de to hold, der får mulighed for at spille Champions Leauge i næste sæson. Der har været uenighed om, hvordan reglerne skulle tolkes. Forbundet Dansk Håndbold mente, at pladsen skulle gå til GOG, fordi Skjern endte med en for lav placering i gruppespillet. Det klagede Skjern Håndbold over, men en appelinstans har nu givet Dansk Håndbold medhold i afgørelsen.

Slukkede klitbrand med traktor

En mindre brand i klitterne nord for Søndervig blev onsdag aften hurtigt bragt under kontrol, takket være en hurtig og resolut indsats fra lokale beboere. Ifølge TV Midtvest opdagede beboerne røgen og reagerede med det samme. En traktor blev hentet og brugt til at dække flammerne med sand, inden brandvæsenet nåede frem. Takket være den hurtige indsats begrænsede branden sig til et område på 25-30 kvadratmeter.

Søren Gade svarer på kritik

Søren Gade, der er formand for Folketinget og kommende folketingskandidat for Venstre i Ringkøbingkredsen, har i den seneste tid været udsat for hård kritik, fordi han ved siden af folketingsarbejdet er formand for Esbjerg Havn. Søren Gade har i denne uge skrevet et indlæg på Facebook, hvor han svarer på kritikken og forklarer, hvordan han selv ser på sagen. Du kan læse indlægget her.

​​

Redningsaktion på Stadil Fjord 

En tysk turist blev lørdag eftermiddag meldt savnet, da hun havde været ude at svømme i Stadil Fjord og - mod forventning - ikke var kommet tilbage en time senere. Det medførte en redningsaktion, som både omfattede en redningshelikopter og en redningsbåd. Senere på eftermiddagen kunne politiet dog meddele, at kvinden var kommet i land ved egen hjælp. 

Nyt spisested i Vedersø Klit 

Der er kommet nyt liv i det gamle badehotel i Vedersø Klit, hvor der nu er åbnet for spisende gæster i hotellets restaurant, ligesom der nu også er mulighed for, at man kan bestille mad ud af huset. Restauranten har fået navnet Vedersø Klit Spisested. I den forgangne uge har restauranten blandt andet haft gammeldags oksesteg på menuen. 

​​

​​​​Dødsfald ​​​

Henny Pedersen, Videbæk, er død, 87 år. 

Bent Holm, Videbæk, er død, 92 år.  

Jens Olufsen, Ringkøbing, er død, 79 år. 

Erna Mark, Ringkøbing, er død, 86 år. 

Anne Kousgaard, Ringkøbing, er død, 89 år. 

Gunhild Iversen, Tim, er død, 92 år. 

Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍

 
 

© 2025 vestnyt.dk

bottom of page