Vestnyt Søndag - uge 35
- Svend Boye Thomsen
- 5. sep. 2025
- 2 min læsning
31. august 2025
LOKALT
Skjern holdt et brag af en folkefest
Tusindvis af glade mennesker deltog fredag i en sand folkefest i Skjern. Her fejrede man, at det er 150 år siden, at det første tog kom til byen. Skjern Handelsforening skriver på Facebook, at den aldrig før har set så mange mennesker samlet i midtbyen. Blandt meget andet bød folkefesten på en koncert med Birthe Kjær.
Historisk kro er revet ned
De sidste rester af den historiske Røgind Kro, øst for Ringkøbing, er nu væk. Kroen lukkede i november 2023 for at gøre plads til en udvidelse af hovedvejen mellem Ringkøbing og Herning. Nedrivningen af bygningen begyndte tidligere i år. Røgind Kro åbnede første gang i 1900, og de sidste 25 år var kroen ejet af Ruth Laursen.
Genbrug åbner i Videbæk
Torsdag åbner Røde Kors sin nye genbrugsbutik på Bredgade i Videbæk. I den forbindelse kommer Røde Kors’ generalsekretær Anders Ladekjær på besøg. Det skriver Videbæk-Spjald Avis, som også fortæller, at cirka 25 frivillige har meldt sig til at arbejde i butikken.
Renovering af bro i Hvide Sande
Mandag den 1. september påbegynder Kystdirektoratet en større renovering af klapbroen i Hvide Sande. Det medfører, at der 20 dage frem kun vil være én kørebane åben over broen, og at broen nogle dage vil være helt spærret for passage i bil fra klokken 22.00 til 05.00. Broen vil i hele perioden kunne passeres til fods og på cykel.
Tyv fik lang næse på grillen
En mand brød torsdag morgen ved 5-tiden ind i Ringvejens Grill på Jægervej i Skjern. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Manden kom ind ved at bryde et vindue op, men det var mere end småt, hvad han fik ud af anstrengelserne. For kasseapparaterne viste sig at være tomme, og han måtte derfor forlade grillen tomhændet.
Byrådet har vedtaget budget
Et enigt byråd har i denne uge vedtaget kommunens budget for 2026. Her har man bl.a. fundet penge til at dække stigende udgifter på handicap- og psykiatriområdet, og der er afsat flere penge til folkeskolen. På anlægsbudgettet er der bl.a. afsat 20 millioner kroner til at forbedre skolevejene i Skjern og Tarm.
Dødsfald
Christian Faartoft, Skjern, er død, 83 år.
Hans J. Petersen, Skjern, er død, 72 år.
Ruth Gosvig, Borris, er død, 90 år.
Ellen Knudsen, Borris, er død, 90 år.
Benta Henriksen, Tarm, er død, 86 år.
Inger Jensen, Ringkøbing, er død, 95 år.
Eva Christensen, Ringkøbing, er død, 78 år.
Jens K. Jensen, Ringkøbing, er død, 78 år.
Herdis Sylvestersen, Videbæk, er død, 85 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍
