
10. september 2023 LOKALT Fiskerne fanger flere helt i fjorden Der er fremgang i fiskeriet efter helt i Ringkøbing Fjord. Det viser tal fra Fiskeristyrelsen. Ved udgangen af august havde fiskerne landet 24 ton helt fra fjorden. På samme tidspunkt sidste år var der landet 17 ton helt fra Ringkøbing Fjord. Vestas-aktien er kommet i modvind Det har været en dårlig investering at have aktier i Vestas de seneste to-tre år. Siden begyndelsen af januar 2021, hvor Vestas-aktien toppede i kurs 312, er aktiekursen mere end halveret, og skal man tro Saxo Banks nordiske investeringsstrateg Oskar Bernhardtsen, står Vestas foran en langvarig nedtur. Han baserer i en kommentar sin vurdering på, at problemerne med højere renter og højere omkostninger ved produktion af vindmøller og vindmølleparker ikke ser ud til at blive løst foreløbigt. En Vestas-aktie kostede fredag 148 kroner. Ung mand dræbt i trafikulykke En 30-årig mand afgik tirsdag ved døden i en trafikulykke på Sønder Klitvej, syd for Hvide Sande. Politiet oplyser ifølge TV Midtvest, at manden kom kørende på en motorcykel, og at han kørte ind i en bil, der holdt stille, hvorefter han mistede balancen og røg over i en modkørende bil. Regionen nedlægger akutlægebil i Ringkøbing Region Midtjylland skal spare, og regionsrådet har derfor besluttet at nedlægge fire af regionens ti akutlægebiler. Beslutningen betyder, at akutlægebilen i Ringkøbing nedlægges. Det samme gør akutlægebilerne i Lemvig, Silkeborg og Grenå. Regionsrådet har også besluttet at lukke for behandlinger på akutklinikken i Ringkøbing alle hverdage i dagtimerne. Udvalg skal diskutere fleksboliger Teknik- og Miljøudvalget skal tirsdag diskutere, hvor nemt eller svært det fremover skal være at få lov at ændre sin bolig fra at være en helårsbolig til at være en fleksbolig, altså en bolig der i praksis kan anvendes som et sommerhus. Administrationen foreslog på et møde før sommerferien, at der fremover skulle meldes afslag på ansøgninger om fleksboligtilladelser i Hvide Sande og i Ringkøbing. Udvalget besluttede dengang at udsætte sagen. Nu er der i stedet lagt op til, at man fremover skal kunne få en tidsbegrænset tilladelse på tre år i Hvide Sande, og at man så på et senere tidspunkt skal tage stilling til, om muligheden helt skal fjernes visse steder i Hvide Sande og Ringkøbing. Dødsfald Ansgar Lauridsen, Skjern, er død, 91 år. Aleksandra Erski Radanovic, Videbæk, er død, 59 år. Niels Anton Nielsen, Videbæk, er død, 82 år. Preben Grangaard Olesen, Skjern, er død, 84 år.

DET SKER Foredrag på Tarm Bibliotek Mandag klokken 19.00 er der foredrag på Tarm Bibliotek med naturvejleder Alex Agerbo, der vil fortælle om, hvordan man får mere vild natur i sin have. Kirkekoncert i Tarm Tirsdag klokken 19.00 er der koncert i Tarm Kirke ved Henrik Skærbæk Jespersen, der er organist ved Haderslev Domkirke. Jazzkoncert på Generator Fredag klokken 20.00 er der koncert på Generator i Ringkøbing med den amerikanske jazzmusiker Kenn Norris. Rockkoncert på Generator Lørdag klokken 20.00 er der koncert på Generator i Ringkøbing med rockbandet Young Flowers. Cirkus i Videbæk og Spjald I weekenden står den på cirkus i Videbæk og Spjald. Her kommer Cirkus Maskot på besøg i Videbæk Idræts- & Fritidscenter lørdag klokken 15.00 og i Spjald Fritidscenter søndag klokken 15.00. Åbent landbrug ved Skjern og Vorgod-Barde Søndag er der ”åbent landbrug” hos I/S Spangsberg på Korsholmvej ved Skjern og hos Nørgaards Geder på Bøgevej ved Vorgod-Barde. Det kan du se i biografen Ringkøbing Biograf viser filmene ”Operation Napoleon”, ”After Everything”, ”Bambi”, ”Når befrielsen kommer” og ”Greatest Day”.

SPORT Skjern Håndbold tabte ude mod Fredericia Skjern Håndbold tabte lørdag 20-23 på udebane mod Fredericia. Ringkøbing Håndbold tabte hjemme mod Bjerringbro Ringkøbing Håndbold tabte fredag 20-21 på hjemmebane mod Bjerringbro. Sejr til Ringkøbing IF ude over Viby Ringkøbing IF tabte onsdag 0-4 hjemme mod Kolding i anden runde af pokalturneringen i fodbold. Til gengæld vandt Ringkøbing IF lørdag 3-2 på udebane over Viby i Danmarksserien, hvor holdet nu ligger på tredjepladsen med 10 point efter 5 kampe. BK Klitten vandt over TRIF I Jyllandsserien tabte BK Klitten tirsdag 0-6 på udebane mod Holstebro. Til gengæld vandt holdet lørdag 2-1 på hjemmebane over TRIF. Ølstrup tabte tirsdag 0-1 ude mod Søften, og Ølstrup tabte lørdag 1-3 hjemme mod Holstebro. BK Klitten ligger nu på tredjepladsen med 12 point efter 7 kampe. Ølstrup ligger på syvendepladsen med 4 point efter 7 kampe. Skjern skal møde Ikast I Serie 1 har Skjern ikke spillet kamp i denne uge. Holdet møder tirsdag Ikast på hjemmebane. Sejre til Spjald og Videbæk i serie 3 I Serie 3 tabte Tarm torsdag 1-2 ude mod Varde. Spjald vandt tirsdag 3-2 hjemme over BFH. Videbæk vandt mandag 5-4 ude over Ikast, og Videbæk vandt torsdag 4-1 hjemme over Herning FH. Vorgod-Barde tabte torsdag 0-5 hjemme mod Herning Fremad.

BOLIGMARKEDET Nye boliger til salg Langagervej 10, Skjern: 1.395.000 kr. Bredgade 122, Skjern: 1.895.000 kr. Danmarksgade 5, Skjern: 1.745.000 kr. Nattergalevej 11, Skjern: 1.475.000 kr. Samsøgade 13, Ringkøbing: 3.495.000 kr. Smørblomsten 21, Ringkøbing: 1.998.000 kr. Holmsland Klitvej 117: Hvide Sande: 3.695.000 kr. Fingalvej 10, Hvide Sande: 1.695.000 kr. Holstebrovej 139, Tim: 1.825.000 kr. Højdedraget 99, Lem St.: 1.045.000 kr. Vestervang 3, Videbæk: 895.000 kr. Irisalle 52, Videbæk: 1.875.000 kr. Frydendalsvej 5, Grønbjerg: 2.475.000 kr. Skråvejen 8, Fiskbæk: 595.000 kr.

ERVERVSNYT Rasmus Gammelgaard Søndergaard Jacobsen er udnævnt til direktør for det nystiftede selskab Camper Living A/S i Skjern. Selskabets formål er at udleje autocampere. Jørgen Maribo Hansen er ny direktør for JH Transport Skjern ApS. Han afløser Line Holm. Haahr Gulve ApS har skiftet adresse fra Herborg til Tarm. Søren Astrup Madsen har stiftet selskabet Ny Moselund i Hanning. Selskabets formål er at drive landbrug. Mads Mylius Jakobsen har stiftet selskabet Organiskvaekst ApS i Borris. Selskabets formål er at drive konsulentvirksomhed med fokus på markedsføring og reklame. Claus Bøgeskov Larsen, Heidi Olsen og Jens Julius Lundtorp Olsen er nye medlemmer af bestyrelsen i Videbæk-selskabet Vesla A/S. De afløser Frans Bredmose Langkjær, Preben Lindbjerg Mehlsen og Carl Aage Nielsen. Jens Julius Lundtorp Olsen er formand for den nye bestyrelse. Clayton Dave Beck er trådt ud af bestyrelsen i Skjern Paper ApS. Hvis du gik glip af Vestnyt Søndag i sidste uge, kan du læse den her.