LOKALT
Fodbolden hitter i Hvide Sande
Det er blevet populært at spille fodbold i Hvide Sande. Medlemstallet hos BK Klitten er steget fra at ligge et sted mellem 60 og 70 i 2019 til nu at være på over 200. Det fortæller Philip Thøgersen, der er ungdomsformand for BK Klitten, i et interview med Jysk Fodbold, der i sidste uge var en tur i Hvide Sande for at lave en udsendelse om fodbold-opturen i byen. Du kan se udsendelsen her.
Fabrik lukker i Ringkøbing
Vinduesfabrikken Dovista i Ringkøbing lukker fra årsskiftet. Det betyder, at 49 stillinger nedlægges, og at 12 stillinger flyttes til Herning. Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse. Her fremgår det, at lukningen af fabrikken skyldes, at man har valgt at flytte produktionen til Polen og Litauen.
Vestas-ansatte gik i strejke
Der har i denne uge været strejker hos Vestas, både i Ringkøbing, Lem og Videbæk. Det er de timelønnede ansatte, der har strejket, fordi de er utilfredse med de igangværende lønforhandlinger. Strejken stod på i tre dage, men fredag kunne TV Midtvest fortælle, at de fleste af medarbejderne var tilbage på arbejde.
McDonald´s har søgt om restaurant i Skjern
McDonald´s ønsker at åbne en restaurant i Skjern. I hvert fald har fastfood-kæden henvendt sig til Ringkøbing-Skjern Kommune for at forhøre sig om mulighederne for at erhverve en grund på 6.000 kvadratmeter i byen. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Det drejer sig om et areal ved Ringvejen i Skjern. Spørgsmålet er dog, om det kan komme på tale, for før sommerferien besluttede et flertal i Teknik- og Miljøudvalget i første omgang at afvise muligheden for, at der kan åbnes restauranter ved Ringvejen. Hans Pedersen (KD) var den eneste af de syv medlemmer af udvalget, der var klar til at imødekomme anmodningen.
Stort flertal bag budgetaftale
Byrådet var mandag og tirsdag samlet til budgetkonference på Laugesens Have. Her blev et stort flertal på 28 af byrådets 29 medlemmer enige om en budgetaftale for de næste fire år. Der var i første omgang lagt op til relativt store besparelser, men man endte med at undgå de fleste af besparelserne. Du kan læse mere om budgetaftalen nederst på siden.
Døde
Arne Stampe Nielsen, Ringkøbing, er død, 87 år.
Tage Kristensen, Tarm, er død, 92 år.
Poul Christian Jørgensen, Skjern, er død, 83 år.
Søren Nielsen, Tarm, er død, 81 år.
Svend-Erik Risom Pedersen, Spjald, er død, 82 år.
Viggo Bækdal, Videbæk, er død, 81 år.
Arne Refstrup Jensen, Videbæk, er død, 77 år.
DET SKER
Veteranernes dag i Skjern
Tirsdag har borgmester Hans Østergaard inviteret veteraner, veteranforeninger og pårørende til en ceremoni i Skjern i anledning af, at det er den årlige flagdag for de mænd og kvinder, som har været udsendt på missioner for Danmark. Ceremonien begynder klokken 16.00 ved Skjern Kirke, hvorefter der blandt andet vil være en kransenedlæggelse ved den mindeplade, som foreningen Veteraner Ved Fjorden har opsat på Holger Danskes Plads. Alle er velkomne til at deltage i ceremonien.
Koncert med Tommy Sands på Generator
Tirsdag klokken 19.30 er der koncert på Generator i Ringkøbing med den irske musiker Tommy Sands.
Waterz i Hvide Sande
Der er forskellige arrangementer i Hvide Sande i forbindelse med vandsportsfestivalen Waterz, som står på frem til på lørdag.
Det kan du se i biografen
Ringkøbing Biograf viser i den kommende uge filmene ”Når befrielsen kommer” og ”Greatest Day”.
SPORT
Skjern Håndbold tabte ude mod Aalborg
Skjern Håndbold indledte lørdag sæsonen i herreligaen med et nederlag, da holdet tabte 26-38 på udebane mod Aalborg.
Ringkøbing Håndbold tabte ude mod Silkeborg-Voel
Ringkøbing Håndbold spillede fredag sin første kamp i den nye sæson i kvindeligaen. Også her blev det til et nederlag, da holdet tabte 26-36 på udebane mod Silkeborg-Voel.
Storsejr til Ringkøbing IF over Varde
Ringkøbing IF vandt fredag 4-0 på hjemmebane over Varde i Danmarksserien i fodbold. Tidligere på ugen tabte Ringkøbing IF 1-2 på udebane mod Odder. Det betyder, at Ringkøbing IF har syv point efter fire kampe. På onsdag møder holdet Kolding hjemme i anden runde af pokalturneringen. Kampen begynder klokken 18.00.
BK Klitten bøllebankede Søften
I Jyllandsserien vandt BK Klitten lørdag hele 10-1 på hjemmebane over Søften, mens Ølstrup tabte 0-6 på hjemmebane mod Aabyhøj. BK Klitten ligger nummer fire med ni point efter fem kampe. Ølstrup ligger nummer seks med fire point efter fem kampe.
Skjern tabte ude mod Silkeborg
I Serie 1 tabte Skjern lørdag 2-3 ude mod FC Silkeborg. Skjern ligger nummer syv med fire point efter fem kampe.
Sejre til Tarm og Spjald i serie 3
I Serie 3 vandt Tarm mandag 3-2 på udebane over Billund. Spjald vandt fredag 4-1 på hjemmebane over Herning Fremad, og Vorgod Barde tabte 1-3 ude mod FH Herning. Videbæk har ikke spillet kamp i denne uge, men skal mandag møde Ikast på udebane.
BOLIGMARKEDET
Nye boliger til salg
Gl. Ringkøbingvej 1, Skjern: 1.845.000 kr.
Lønborgvej 29, Tarm: 620.000 kr.
Vardevej 18, Tarm: 495.000 kr.
Søndertoften 8, Ådum: 495.000 kr.
Tøstrupvej 50, Ådum: 695.000 kr.
Gl. Kongevej 10, Videbæk: 1.145.000 kr.
Åkæret 15, Spjald: 1.295.000 kr.
Hovedgaden 19, Spjald: 725.000 kr.
Rønnealle 23, Troldhede: 860.000 kr.
Skråvejen 17, Fiskbæk: 1.395.000 kr.
Skolegade 19, Lem St.: 348.000 kr.
Vinkelvej 4, Hee: 475.000 kr.
Hovervej 5, Hee: 725.000 kr.
Bjerregårdvej 28, Stadil: 698.000 kr.
FOKUS
Her får du en gennemgang af Ringkøbing-Skjern Kommunes budget for de kommende fire år, som byrådet indgik aftale om tidligere på ugen.
Derfor blev besparelserne mindre
Der var lagt op til, at der skulle findes besparelser for 160 millioner kroner over de fire år, men skatteindtægterne har vist sig at være større end forventet, fordi beskæftigelsen er meget høj.
Ringkøbing-Skjern Kommune har desuden fået flere penge end ventet fra den udligningsordning, der omfordeler penge fra rige til fattige kommuner. Derfor endte besparelserne med at blive markant mindre end først antaget.
Her undgår man at skulle spare
Der var blandt andet lagt op til en række besparelser på ældreområdet og inden for handicap og psykiatri.
Var de blevet gennemført, ville det blandt andet have betydet, at to væresteder i psykiatrien var blevet lukket, og at den populære klippekortordning på ældreområdet var blevet afskaffet.
Det kommer ikke til at ske, og man undgår også at skulle fyre medarbejdere.
Her bliver der skåret ned
Det er dog ikke alle områder, der går fri af besparelser.
På social- og sundhedsområdet budgetterer man blandt andet med en besparelse på i alt godt 13 millioner kroner over fire år, der skal findes ved at reducere serviceniveauet.
Derudover budgetterer man med en besparelse på knap 10 millioner kroner over fire år, penge som skulle være brugt på at sikre en bedre bemanding i hjemmeplejen.
Til gengæld har man afsat 12 millioner kroner ekstra over fire år til de kommunale plejehjem.
Dyrere vuggestuepladser
For børnefamilierne bliver det dyrere at få passet børn i kommunens vuggestuer.
Som en del af budgetaftalen hæves den andel af udgifterne til vuggestuedriften, som forældrene skal betale, fra 22 til 25 procent.
Prisstigningen vil blive indfaset over tre år fra 2025 til 2027.
På denne måde vil kommunen øge sine indtægter med 1,5 millioner kroner årligt.
Skoler får en tiltrængt omgang
På anlægsbudgettet er nogle af de største poster en omfattende renovering af skolerne i Skjern, en ligeledes omfattende renovering af Ringkøbing Havn og penge til et nyt aflastningscenter.
Der er også afsat et større beløb til en renovering af Videbæk Skoles tag og midler til en række nye klimaprojekter.
Man har desuden afsat yderligere 8,4 millioner kroner til kommunens store film- og tv-satsning. Ringkøbing-Skjern Kommune har tidligere bidraget til tv-serien ”Hvide Sande” og til biografsuccesen ”Meter i sekundet”, der foregår i Velling.
Comments