top of page

Vestnyt Søndag - uge 40

  • Forfatters billede: Svend Boye Thomsen
    Svend Boye Thomsen
  • 10. okt.
  • 2 min læsning

5. oktober 2025

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

​​​Boligpriserne er støt stigende

Boligpriserne i Ringkøbing-Skjern Kommune har været jævnt stigende gennem det seneste årti. I august 2015 kostede en bolig i gennemsnit godt 6.000 kroner per kvadratmeter. Fem år senere – i august 2020 – var prisen steget til lidt over 7.000 kroner. I dag, ti år efter, koster en bolig i kommunen i gennemsnit godt 8.500 kroner per kvadratmeter. 

Fik en bøde på 10.000 kroner

Indehaveren af Shell-tanken i Ringkøbing, Michael Redder, mærkede for nylig konsekvensen af, at regeringen sidste år tillod brugen af børneagenter i kontrollen af detailhandlen. Han kom således for skade at sælge en Bacardi Breezer til en ung fyr, som viste sig at være en statsansat børneagent. Straks stod en ældre kollega klar med bødeblokken, og forseelsen kostede den vestjyske tankpasser 10.000 kroner. Det skriver TV Midtvest. Brugen af børneagenter var tidligere meget udbredt i stater som Sovjetunionen og DDR. Dengang blev fænomenet anset for meget kontroversielt i Vesten. Regeringen indførte den danske ordning med opbakning fra Alternativet, SF, Konservative og Danmarksdemokraterne.

Rødglødende skorsten i Skjern

Brandvæsenet måtte fredag aften rykke ud til en bolig på Toftevej i Skjern, hvor en skorsten ved et pillefyr var blevet rødglødende. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. At skorstenen var blevet meget rød og varm, skyldtes formentlig, at der var gået ild i noget sod inde i den, hvilket brandfolkene fik styr på ved at køre en kost igennem skorstenen.

Skjern Håndbold fyrer træner

Skjern Håndbold har fyret cheftræner Mathias Madsen efter en skuffende start på sæsonen med tre nederlag i fem kampe i ligaen samt et tidligt exit fra pokalturneringen. Kasper Søndergaard er som en midlertidig løsning blevet ansat som ny cheftræner.

Beslutning om flexboliger udskudt

Teknik- og Miljøudvalget skulle tirsdag tage stilling til, hvor i Hvide Sande man fremover vil tillade flexboliger. Udvalget endte dog med at udsætte sagen med henblik på yderligere udredning.

Det skal byrådet diskutere…

Tirsdag er der byrådsmøde. Her skal byrådet bl.a. tage endelig stilling til Hvide Sande Havns planer om at etablere en ny kaj på Vesthavnen. Byrådet skal også tage stilling til planerne om at etablere en ekstra vuggestuegruppe i Solstrålen i Tarm. Endelig skal byrådet tage stilling til en hemmelig ansøgning om støtte til et filmprojekt.

Dødsfald ​​​

Inger Sørensen, Tarm, er død, 88 år.

Karlo Bech, Tarm, er død, 87 år.

Gunnar Andersen, Tarm, er død, 93 år.

Karen Jønsson, Videbæk, er død, 85 år.

Erik Olsen, Videbæk, er død, 83 år.

Rita Enevoldsen, Ringkøbing, er død, 67 år.

Ulla Madsen, Hvide Sande, er død, 68 år.

 
 

© 2025 vestnyt.dk

bottom of page