Vestnyt Søndag - uge 42
- Svend Boye Thomsen
- 20. okt.
- 2 min læsning
19. oktober 2025
Fangede flere laks i Skjern Å
Lystfiskerne i Skjern Å har i år fanget 832 laks. Det er en fremgang på 23 procent sammenlignet med sidste år, hvor der blev fanget 676 laks i åen. Det skriver TV Midtvest. Der meldes også om fremgang i Storå, hvor fangsterne er steget fra 780 til 844 laks. Laksesæsonen sluttede den 15. oktober, og den nye sæson begynder den 16. april.
Politiet uddelte fartbøder i landsby
14 bilister blev taget i at køre for stærkt, da Politiet for nylig gennemførte en automatisk fartkontrol på Holstebrovej i centrum af Hee. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Der var dog ingen af bilisterne, der kørte så hurtigt, at der blev brug for at uddele klip i kørekortene. Den bilist, der kørte hurtigst, blev målt til at køre 65 kilometer i timen.
Forsøgte at nedskyde drone
En soldat fra det danske forsvar affyrede 28. september flere skudsalver imod en stor, ukendt drone over Borrislejren i Vestjylland. Det skriver Radio IIII på baggrund af flere interviews med kilder i Forsvaret, som udtaler sig anonymt til radiostationen. Flere beboere i området fortæller også, at de så dronen og hørte skudsalverne fra militærlejren.
Badmintonstjerner i tidligt exit
Denmark Open blev ingen stor succes for den danske herredouble Kim Astrup, der stammer fra Videbæk, og hans makker Anders Skaarup Rasmussen. De røg ud allerede i første runde, hvor de tabte i tre sæt til to spillere fra Taiwan, der ligger nummer 21 på verdensranglisten. De to danskere, der vandt bronze ved VM i august, var seedet som nummer fire i turneringen.
Skjern henter ny målmand
Skjern Håndbold har skrevet kontrakt med målmanden Svend Rughave, der fra næste sæson skifter til klubben fra Mors-Thy. Rughave er den målmand i ligaen, der har flest redninger i denne sæson, og han skal afløse Christoffer Bonde, der om et år skifter til fransk håndbold. Kontrakten med Rughave løber i tre år.
Valg til forsyningens bestyrelse
Der er i disse dage valg til Ringkøbing-Skjern Forsynings bestyrelse. Der skal vælges to medlemmer, og der er seks kandidater til posterne. Kandidaterne er Bo Asbjørn Christensen, Frode Kristensen, Jesper Clausen, Kent Heide, Leif Steen Andersen og Vagn Sloth Madsen. Der kan stemmes til og med den 31. oktober, og du kan afgive din stemme her.
Dødsfald
Gudrun Madsen, Tarm, er død, 98 år.
Palle Sørensen, Skjern, er død, 81 år.
Frede Andersen, Skjern, er død, 71 år.
Helga Madsen, Videbæk, er død, 93 år.
Per Olesen, Videbæk, er død, 78 år.
Esther Jensen, Videbæk, er død, 82 år.
Agnethe Stampe, Hover, er død, 84 år.
Rita Larsen, Ringkøbing, er død, 73 år.
Lilian Frederiksen, Ringkøbing, er død, 97 år.
Bodil Bjerregaard, Ringkøbing, er død, 92 år.
