Vestnyt Søndag - uge 47
- Svend Boye Thomsen
- 28. nov.
- 2 min læsning
23. november 2025
LOKALT
Arla investerer stort i Videbæk
Arla investerer knap 300 millioner kroner i en ombygning af et tørretårn på mejeriet i Videbæk. Formålet med ombygningen er, at tørretårnet fremover skal bruges til at producere ingredienser til forskellige fødevarer i stedet for modermælkserstatning. Arla skriver i en pressemeddelelse, at der er stigende efterspørgsel på ingredienser, og at man med investeringen sikrer, at man har tilstrækkelig kapacitet. Ombygningen vil efter planen begynde til sommer.
Vil oprette talentakademi i Skjern
Skjern Håndbold arbejder på at etablere et talentakademi med plads til omkring 60 unge spillere. Projektet, der går under navnet Magneten, blev i denne uge fremlagt for Ringkøbing-Skjern Erhvervsråd. Projektet indebærer, at der skal opføres en treetagers tilbygning til Ringkøbing-Skjern Kulturcenter, hvor ligaholdet spiller sine hjemmekampe. Det vil koste 80 millioner at gennemføre projektet. Ringkøbing-Skjern Kommune har lovet at støtte med 12,5 millioner, det lokale erhvervsliv er klar med 20 millioner, og Skjern Håndbold bidrager selv med én million. Den resterende del af finansieringen er endnu ikke på plads.
Havmølleparker sendes i udbud igen
Energistyrelsen har sendt to havmølleparker på Nordsøen, ud for Holmsland Klit, i udbud. Der er tale om projekter i samme område, hvor man i 2024 gennemførte et udbud, uden at nogen bød sig til. Til forskel fra dengang er staten i det nye udbud klar til at yde et tilskud til de to parker - og en park i Kattegat - på op til 55 milliarder.
SF og K sprang fra valgaftale
På valgnatten blev det meldt ud, at Mads Fuglede (DD) og Kristian Andersen (KD) blev borgmester og viceborgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune med opbakning fra SF, LA, DF og K. Det holdt dog kun til lørdag, hvor SF og K sprang fra aftalen for i stedet indgå en aftale med V og S om at gøre Lennart Qvist (K) til borgmester og Lone Andersen (V) til viceborgmester.
De blev topscorere i de største byer
Der var forskel på, hvem der fik flest stemmer i de seks største byer ved byrådsvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune. I Skjern, Tarm og Videbæk blev Kristian Andersen (KD) topscorer med 781, 604 og 525 stemmer. I Ringkøbing og Spjald fik Mads Fuglede (DD) flest stemmer med 603 og 248 stemmer. Og i Hvide Sande blev KD’s Carsten Bjerg topscorer med 482 stemmer.
To fra Ringkøbing-Skjern i regionsrådet
Ved valget til regionsrådet i Region Midtjylland blev to politikere med rødder i Ringkøbing-Skjern Kommune valgt ind. Den ene var Vivi Altenburg (DD), der bor i Skjern, og den anden var Anders Paabøl (LA), der bor i Aarhus, men stammer fra Hvide Sande. Den kandidat fra kommunen, der fik flest stemmer ved regionsvalget, var Jens Erik Damgaard (KD) fra Ringkøbing. Han fik 5.764 personlige stemmer. Det var dog ikke nok til at sikre KD en plads i regionsrådet.
Dødsfald
Anders Hansen, Tarm, er død, 72 år.
Nina Ryer, Tarm, er død, 98 år.
Ingerlise Olesen, Skjern, er død, 86 år.
Erling Iversen, Videbæk, er død, 94 år.
Karlo Villadsen, Ringkøbing, er død, 91 år.
Ulla Sørensen, Ringkøbing, er død, 76 år.
Jette Jensen, Ringkøbing, er død, 66 år.
Helene Kristensen, Ringkøbing, er død, 88 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍
