18. februar 2025
Byrådet bakker op om halprojekt
Et enigt byråd besluttede på tirsdagens byrådsmøde at stille en lånegaranti, så Hvide Sande Hallen kan optage et lån på otte millioner kroner, som skal bruges til at etablere et stort udeområde ved Hvide Sande Hallens svømmehal. Udeområdet skal efter planen bestå af en stor sauna, et stort varmtvandsbassin og et opholdsområde.
Skjern Håndbold henter profil i Tyskland
Skjern Håndbold bliver fra næste sæson forstærket med den 28-årige højre back Jon Andersen, der var en del af den danske bruttotrup ved VM. Jon Andersen spiller i dag i den tyske storklub Rhein-Neckar Löwen, og han skal i Skjern erstatte norske Eivind Tangen, der stopper efter syv år i klubben. Kontrakten med Jon Andersen løber i tre år.
Simon Dahl fortsætter med at imponere
Simon Dahl, der er opvokset i Hvide Sande og tidligere ungdomstræner i Skjern Håndbold, fortsætter med at imponere i den danske håndboldverden. Han fik i forrige uge forlænget sin ansættelse som cheftræner for mesterholdet Aalborg Håndbold, og han kvitterede efterfølgende med en sejr i Champions League over Barcelona. Håndboldekspert Bent Nyegaard fremhæver i et interview med TV2, at Simon Dahl har en imponerende evne til at få holdet til at bevare roen i pressede situationer.
Videbæk-politiker stifter borgerliste
Tidligere byrådsmedlem Jan Holm Rasmussen fra Videbæk har sammen med en gruppe af unavngivne borgere besluttet at danne en borgerliste, der skal stille op ved kommunalvalget til november. Det fortæller han til Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Borgerlistens mærkesager er blandt andet modstand mod Raunonia-projektet i Ringkøbing, en ny tilgang til behandlingen af vindmølle- og solcelleprojekter og mere åbenhed i byrådet.
Byrådsmedlem vil være partiformand
Byrådsmedlem Dan Jørgensen fra Ringkøbing går nu efter at blive formand for sit parti Nye Borgerlige. Det fortæller han i et interview med Avisen Danmark. Her forklarer han, at han mener, at partiets nuværende formand Martin Henriksen er for rabiat, og at han derfor vil stille op imod ham på partiets landsmøde til foråret.
Dødsfald
Hardy Villadsen, Videbæk, er død, 69 år.
Erna Christensen, Skjern, er død, 97 år.
Nanna Jessen, Skjern, er død, 91 år.
Nanna Møller, Skjern, er død, 90 år.
Anna Gravengaard, Skjern, er død, 73 år.
Jette Clemmesen, Tarm, er død, 67 år.
Esther Christensen, Tarm, er død, 84 år.
Uffe Mortensen, Lem St., er død, 73 år.
Holger Nielsen, Ringkøbing, er død, 93 år.
Karl E. Jensen, Ringkøbing, er død, 64 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍