top of page
Forfatters billedeSvend Boye Thomsen

Vestnyt Søndag - uge 8


25. februar 2024

LOKALT 

Ringkøbing bliver startby for cykelløb

Ringkøbing skal i år være startby for en af etaperne i cykelløbet Postnord Danmark Rundt. Cykelløbet begynder den 14. august med en holdtidskørsel i Holstebro, og dagen efter, den 15. august, går starten på anden etape fra Ringkøbing. På etapen kommer rytterne også igennem Skjern og Tarm, inden turen går øst på, hvor etapen slutter i Vejle.

Udvalg skal drøfte landskabshotel

Teknik- og Miljøudvalget skal tirsdag beslutte, om der skal arbejdes videre med planerne om at omdanne en gammel landbrugsejendom på Sdr. Klitvej i Bjerregaard, syd for Hvide Sande, til et landskabshotel med hotelhytter og plads til cirka 450 gæster. Projektet har været i offentlig høring. De fleste af høringssvarene er meget kritiske, men der er også positive høringssvar iblandt. Administrationen anbefaler politikerne at arbejde videre med projektet. 

Hård kritik af forhold på bosted

Socialtilsyn Midt retter i en rapport hård kritik af forholdene på Holmehusene i Ringkøbing. Holmehusene er et bosted, hvor 18 hjerneskadede borgere har deres hjem. Tilsynet kritiserer blandt andet, at der i perioder med lav bemanding ikke er tid til rengøring eller til at få beboerne i bad. Socialudvalgsformand Jens Erik Damgaard (KD) siger til Dagbladet Ringkøbing-Skjern, at der vil blive rettet op på de kritisable forhold på bostedet, og at kommunen er gået i gang med at forbedre forholdene for beboerne.

 

CO2-afgift vil koste arbejdspladser

Ringkøbing-Skjern Kommune er den kommune i Danmark, der vil blive hårdest ramt, hvis man pålægger landbruget en CO2-afgift. Det viser en opgørelse fra Landbrug og Fødevarer. I Ringkøbing-Skjern Kommune forventes CO2-afgiften at koste mellem 700 og 1.400 arbejdspladser. CO2-afgiften vil også koste mange arbejdspladser i kommuner som Herning og Horsens, hvor mellem 600 og 1.200 arbejdspladser forventes at gå tabt, hvis afgiften indføres.

Rekreativt projekt ved Vorgod Å

Vorgod-Barde Sogneforening arbejder på et projekt ved Vorgod Å. Her ønsker sogneforeningen blandt andet at bygge en bro over åen, at etablere en ny gang- og cykelsti og at opføre et kombineret bål-hus og shelter. Der er tale om et projekt til 2,5 millioner kroner. Ringkøbing-Skjern Kommune har tidligere bevilget 250.000 kroner til projektet, og nu har sogneforeningen søgt kommunen om yderligere 250.000 kroner. Derudover forsøger sogneforeningen at skaffe penge til projektet ved at søge fondsmidler.

Udesejr til Skjern Håndbold 

Skjern Håndbold vandt lørdag 32-26 over Ribe-Esbjerg på udebane. 

Ringkøbing Håndbold vandt og tabte

Ringkøbing Håndbold vandt onsdag 26-25 hjemme over Aarhus, og lørdag tabte holdet 29-39 ude til København. 

Dødsfald 

Winnie Laursen, Videbæk, er død, 53 år. Åse Hansen, Spjald, er død, 89 år. Gerda Poulsgaard, Spjald, er død, 89 år. Christian Skov, Ringkøbing, er død, 92 år. Gerda Jensen, Lem St., er død, 87 år. John B. Lyndrup, Lem St., er død, 78 år. Asta Rasmussen, Lem St., er død, 96 år. 

Hvis du gik glip af sidste udgave af Vestnyt Søndag, kan du læse den her


DET SKER 

Foredrag om Garden

Tirsdag klokken 14.30 er der foredrag på Generator i Ringkøbing med Erik Lyhne Petersen om Ringkøbing Garden.

Kunstforedrag i Innovest

Onsdag klokken 19.00 er der foredrag i Innovest i Skjern med Anne Sofie Rovsing Ejersbo om kvinders kunst.

Ulvetime i Hvide Sande 

Torsdag klokken 17.00 er der "Ulvetime" for børn og barnlige sjæle i Helligåndskirken i Hvide Sande. 

Sangaften på Mejeriet

Torsdag klokken 19.30 er der sangaften på Mejeriet i Tarm med Karen Marie Ross-Hansen og Holger Ross.

Foredrag med modedesigner

Fredag klokken 17.00 er der foredrag på Skjern Bibliotek med modedesigner Soeren Le Schmidt.

Koncert på Mejeriet

Fredag klokken 20.00 er der koncert på Mejeriet i Tarm med Hymner & Ukrudt.

 

Koncert på Generator

Fredag klokken 20.00 er der koncert på Generator i Ringkøbing med Tambourine.

Koncert på Generator

Lørdag klokken 20.00 er der koncert på Generator i Ringkøbing med Halm (SE).

 

Spillemandstræf

Søndag klokken 13.00 er der spillemandstræf på Generator i Ringkøbing.

Det kan du se i biografen

Ringkøbing Biograf viser i den kommende uge filmene ”Bob Marley: One love”, ”Rom”, ”Dune: Del 2” og ”Synkefri”.


BOLIGMARKEDET 

Nye boliger til salg

Bredgade 138A, Skjern: 375.000 kr. 

Spangager 30, Tarm: 1.475.000 kr. 

Storegade 20, Tarm: 980.000 kr. 

Tarpbjerg 23, Borris: 895.000 kr. 

Søvejen 16, Rækker Mølle: 495.000 kr. 

Dejbjergvej 13, Lem St.: 825.000 kr. 

 

Rosenalle 84, Videbæk: 1.095.000 kr. 

Svalen 7, Videbæk: 1.695.000 kr. 

Gl. Kongevej 1, Videbæk: 4.500.000 kr. 

Skelmosevej 32, Stadil: 1.550.000 kr. 

Apollovej 58, Hvide Sande: 1.595.000 kr. 

Grønlandsgade 38, Ringkøbing: 1.675.000 kr. 


ERHVERV 

Stifter nyt selskab

Claus Scotwin og Ole Strandbygaard udgør direktionen i det nystiftede selskab Vestjyllands Golf Center ApS i Skjern. Selskabets formål er at drive indendørs golfcenter.

Selskab likvideret

Der er vedtaget likvidation af selskabet Anders Svendsen Tune-Byg ApS i Skjern.

Selskab opløst

Bork Havn Supermarked ApS er blevet opløst efter endt likvidation.

Selskab opløst

Fairchain Trading ApS i Ringkøbing er blevet opløst efter endt likvidation.

Anmoder om opløsning

Selskabet Multi.eu ApS i Ringkøbing har anmodet Skifteretten om at blive opløst.

Stopper i bestyrelse

Lars Foghsgaard er trådt ud af bestyrelsen i ST Skoleinventar A/S i Tarm.

Hvis du gik glip af sidste udgave af Vestnyt Søndag, kan du læse den her

bottom of page