top of page

Vestnyt Sønder - uge 10

Forfatters billede: Svend Boye ThomsenSvend Boye Thomsen

9. marts 2025

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Forsikringsselskab fik stort overskud

Vestjylland Forsikring, som har hovedsæde i Videbæk, kom ud af 2024 med et overskud på 65 millioner kroner efter skat. Det er det bedste resultat i selskabets historie, og fremgangen skyldes blandt andet en stor tilgang af nye kunder. Vestjylland Forsikring blev sidste år, for syvende gang på ni år, målt til at have de mest tilfredse forsikringskunder i Danmark.

Kvinde mistede livet i tragisk ulykke

En 57-årig kvinde mistede fredag formiddag livet, da hun på cykel blev ramt af et tog ved en overkørsel syd for Tarm. Det skriver TV Midtvest. Kvinden, der er fra lokalområdet, blev erklæret død på stedet. Som en følge af ulykken var togtrafikken indstillet mellem Skjern og Varde i de efterfølgende timer, og det skal nu undersøges nærmere, hvad der var årsag til ulykken.

Flertal for feriehusplaner i Ringkøbing

Et flertal i Økonomiudvalget bakkede på et møde i denne uge op om, at kommunen giver sit samtykke til, at man kan foretage den opfyldning i Ringkøbing Havn, der er forudsætningen for feriehusprojektet Raunonia. Venstre, Socialdemokratiet og Konservative stemte for. Kristendemokraterne og SF stemte imod. Sagen skal nu behandles i byrådet.

Museum får penge til tag og solceller

Økonomiudvalget skulle også tage stilling til en ansøgning fra Videbæk Egnsmuseum, der havde søgt kommunen om et tilskud på 200.000 kroner til et nyt tag med solceller. Det var der opbakning til fra hele udvalget. Museet har desuden fået tilsagn om støtte på i alt 200.000 kroner fra Skakfonden og Nordlys Vækstpulje.

Tidligere håndboldspiller vil i byrådet

Jacob Sand Sjørslev-Østergaard, der har en fortid som professionel håndboldspiller i blandt andet Skjern Håndbold, stiller op til kommunalvalget i Ringkøbing-Skjern Kommune for Liberal Alliance. Jacob Sand Sjørslev-Østergaard arbejder i dag som ingeniør hos Siemens Gamesa, og han er desuden assistenttræner for Rækker Mølle Håndbold i 2. division.

Dødsfald 

Ilse Christoffersen, Videbæk, er død, 81 år.

Gerhard Sig, Spjald, er død, 84 år.

Ernst Knudsen, Spjald, er død, 85 år.

John Jensen, Skjern, er død, 62 år.

Oluf Steffensen, Skjern, er død, 90 år.

Ruth Knudsen, Skjern, er død, 85 år.

Birte Nielsen, Tarm, er død, 81 år.

Lis Lundsbak, Ringkøbing, er død, 68 år.

Tage Kristiansen, Ringkøbing, er død, 82 år.

Jørgen Sørensen, Lem St., er død, 73 år.

Anni Thygesen, Hvide Sande, er død, 86 år.

Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍

Få en mail om søndagen, når der er nyt indhold på siden 

Tak for din tilmelding!

© 2025 vestnyt.dk

bottom of page