Vestnyt Søndag - uge 20
- Svend Boye Thomsen
- for 4 dage siden
- 2 min læsning
17. maj
Bonde blev årets spiller i Skjern
Målmand Christoffer Bonde blev inden sæsonens sidste kamp, som blev spillet i søndags, kåret som årets spiller i Skjern Håndbold. Det er fjerde gang på fem sæsoner, at Bonde modtager denne hæder, men også sidste gang i denne omgang, da han fra næste sæson skifter til den franske klub Nantes.
Dropper højhus ved Tyskerhavnen
Planerne om at opføre et højhus på 28 meter ved Tyskerhavnen i Hvide Sande er droppet. Det oplyser tømrermester Lars Timmer, der stod bag projektet, til TV Midtvest. Han forklarer, at forudsætningerne for projektet har ændret sig, siden han første gang ansøgte om det for seks år siden. I stedet er det planen, at der på grunden skal opføres otte nye ferieboliger i to etager.
Udvalg skal drøfte datacenter
Økonomi- og Koordinationsudvalget skal mandag drøfte en ansøgning om at opføre et stort datacenter i Stovstrup, øst for Tarm. Sagen har tidligere været behandlet i Plan- og Trafikudvalget, hvor et enigt udvalg anbefalede, at der arbejdes videre med projektet. Udvalget anbefalede desuden, at der holdes et borgermøde om projektet.
Stauning Havn kan blive kulturhavn
Økonomi- og Koordinationsudvalget skal også tage stilling til, om kommunen skal indgå et partnerskab med Skibsbevaringsfonden med henblik på at udpege Stauning Havn som Maritim Kulturhavn. Formålet er bl.a. at øge kendskabet til Stauning Havn og historien bag. Det skal bl.a. ske ved at søge fondsmidler til et minimuseum, hvor man i et lille træhus vil formidle havnens historie.
Drenge kørte for stærkt på knallert
To 15-årige drenge fra Ølstrup blev tirsdag aften standset af politiet på Vesterbækvej, vest for Spjald, da de kom kørende på knallert. Det viste sig, at begge knallerter var ulovlige, skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Den ene knallert blev målt til 68 km/t og den anden til 51 km/t. Den tilladte hastighed er på 30 km/t, og begge drenge fik derfor en bøde.
Dødsfald
Mary Clausen, Videbæk, 102 år.
Hans Møller Nielsen, Videbæk, 77 år.
Niels Kallestrup-Christensen, Skjern, 76 år.
Egon Clausen, Skjern, 87 år.
Clara Nielsen, Ringkøbing, 74 år.
Tom Thomsen, Ringkøbing, 83 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍
