top of page

Vestnyt Søndag - uge 28

  • Forfatters billede: Svend Boye Thomsen
    Svend Boye Thomsen
  • for 4 dage siden
  • 2 min læsning

12. juli 

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

 LOKALT 

​​

Stor rift om vestjyske feriehuse

Der er godt fyldt op i de vestjyske feriehuse. Hos Esmark, der har flest feriehuse til udlejning, er alt udlejet de næste tre uger i Ringkøbing-Skjern Kommune, og der er også udsigt til masser af feriegæster i de efterfølgende uger.

​​

Historisk fjordkutter renoveret

Den historiske fjordkutter Grethe vendte lørdag tilbage til Stauning Havn efter at have gennemgået en omfattende renovering på Hvide Sande Shipyard. Kutteren er en stor turistattraktion og den sidste bevarede kutter, der er bygget til fjordfiskeri på Ringkøbing Fjord. Renoveringen blev muliggjort af en donation på 850.000 kroner fra A.P. Møller Fonden.

Ny forskning om skarver og fisk

Ny forskning fra DTU Aqua bekræfter, at de mange skarver i Danmark og resten af Europa lægger et meget stort pres på fiskebestandene. I den nye undersøgelse spiste skarver 88 procent af de mærkede torsk og 84 procent af de mærkede skrubber. En tidligere undersøgelse har vist lignende resultater for skrubber og ål i Ringkøbing Fjord, og DTU Aqua vurderer også, at skarver udgør et problem for laksen i Skjern Å.

Gade kræver øget regulering af skarver

Søren Gade, der er folketingsmedlem for Venstre i Ringkøbing-Skjern Kredsen, mener, at den nye forskning fra DTU Aqua bør føre til øget regulering af skarven. ”Det er på høje tid, at politikerne begynder at behandle skarven som den betydelige forvaltningsudfordring, den er,” skriver han og partifællen Asger Christensen i et debatindlæg i Fiskeri Tidende.

​​

​Sommerhus brændte ned til grunden

Fredag aften brød et sommerhus i brand i Houvig. Brandfolkene modtog alarmen klokken 20.16, men da de nåede frem, var branden gået gennem taget, og der stod flammer ud ad samtlige vinduer. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Sommerhuset stod derfor ikke til at redde, men brandfolkene forhindrede branden i at sprede sig til det omkringliggende område.

​​​Dødsfald ​​​​​

Anna G. Holm, Spjald, 70 år.

Ellen Hindhede, Skjern, 95 år.

Villy Mortensen, Lem St., 92 år.

Betty Jensen, Tim, 77 år.

Ole Harborg, Tim, 75 år.

Benny Andersen, Ringkøbing, 83 år.

Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍

 
 
bottom of page