top of page

Vestnyt Søndag - uge 37

  • Forfatters billede: Svend Boye Thomsen
    Svend Boye Thomsen
  • 18. sep. 2025
  • 2 min læsning

14. september 2025

Etablering af ny kaj i Hvide Sande

Teknik- og Miljøudvalget godkendte i denne uge Hvide Sande Havns planer om at etablere en ny kaj på Vesthavnen. Kajen skal anvendes til godshåndtering og servicering af havvindmøller. Sagen var i offentlig høring over sommeren. I den forbindelse udtrykte handelsforeningen i Hvide Sande stor opbakning til projektet, idet man her vurderer, at nye og forbedrede faciliteter på havnen vil understøtte byens udvikling og erhvervsliv.

 

28-årig fængslet i stor narkosag

En 28-årig mand er i denne uge blevet varetægtsfængslet, efter at politiet har fundet 43 kilo amfetamin i en kummefryser på en adresse i Ådum, sydøst for Tarm. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Det er uvist, hvordan politiet er kommet på sporet af den store mængde narkotika. Manden nægter sig skyldig i sagen.

Skjern ansætter mentaltræner

Skjern Håndbold har udvidet sin trænerstab med en mentaltræner. Det er Christoffer Cichosz, der er blevet ansat i stillingen. Han er tidligere stregspiller for Skjern Håndbold og har efterfølgende uddannet sig til psykolog.

Vil opføre almene boliger 

Økonomiudvalget godkendte tirsdag planerne om at opføre ti nye almene boliger på Sanglærkevej i Vorgod-Barde. Der er tale om seks boliger på 100 kvadratmeter og fire boliger på 110 kvadratmeter. 

Muligheder for at brevstemme

Hvis man ønsker at brevstemme ved kommunalvalget, er der mulighed for det fra den 7. oktober til den 14. november på Borgerservice i Ringkøbing og Skjern. Der kan brevstemmes inden for normal åbningstid, og derudover er der ekstraordinært åbent for afgivelse af brevstemmer de to første lørdage i november samt fredag den 14. november. 

Det skal byrådet diskutere…

På tirsdag er der byrådsmøde. Her skal byrådet bl.a. førstebehandle kommunens budget for 2026. Politikerne skal også fastsætte næste års gebyrer for renovation, og de skal tage stilling til, om Vestjysk Biogas må udvide sit biogasanlæg på Arnborgvej mellem Borris og Skjern.

Dødsfald ​​​

Ester Jacobsen, Videbæk, er død, 82 år.

Jens Aage Nielsen, Videbæk, er død, 95 år.

Kurt Jensen, Skjern, er død, 77 år.

Holger Pilgaard, Skjern, er død, 89 år.

Inge-Lise Pedersen, Skjern, er død, 75 år.

Cory Lauridsen, Ringkøbing, er død, 75 år.

Karen ”Tut” Hindø, Ringkøbing, er død, 95 år.

 
 
bottom of page