top of page

Vestnyt Søndag - uge 38

  • Forfatters billede: Svend Boye Thomsen
    Svend Boye Thomsen
  • 24. sep. 2025
  • 2 min læsning

21. september 2025

Store landinger af industrifisk 

De danske fiskere har i juni, juli og august landet store mængder brisling i Hvide Sande. I alt har fiskerne i løbet af de tre måneder landet næsten 12.000 ton til en værdi af mere end 40 millioner kroner. Det er en markant fremgang sammenlignet med samme periode sidste år og kun overgået af landingerne i Thyborøn og Skagen. Brisling er en industrifisk, som hovedsageligt anvendes til fiskeolie og fiskemel.  


Hemmelig ansøgning om filmstøtte 

Kultur- og Fritidsudvalget behandlede i denne uge en ansøgning om økonomisk støtte til et filmprojekt. Ansøgningen blev behandlet på et lukket punkt. Det fremgår derfor ikke af referatet fra mødet, hvilket filmprojekt, der er tale om, eller hvad der blev besluttet. 

​Ledelse udskiftes på hospital 

Hele ledelsen på kræftafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup bliver skiftet ud. Det skriver Ritzaus Bureau. Baggrunden er, at hospitalet har fået et strakspåbud af Arbejdstilsynet, fordi der gennem længere tid har været alvorlige problemer med arbejdsmiljøet i afdelingen. 


Bil stjålet fra egen indkørsel 

Politiet har fået en anmeldelse om, at en sort Audi RS5, som vurderes at have en værdi på cirka en halv million kroner, er blevet stjålet fra en indkørsel nær Videbæk. Det skriver TV Midtvest. Bilen blev stjålet enten søndag, mandag eller tirsdag. Politiet ved endnu ikke, hvordan det lykkedes tyvene at skaffe sig adgang til bilen. 

Turist druknet ved Haurvig

En tysk turist døde torsdag i en drukneulykke ved Haurvig, syd for Hvide Sande. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Der var tale om en mand på 60 år. Det lykkedes redningsfolkene at redde mandens kone i land. Hun havde forgæves forsøgt at komme ham til undsætning. Manden blev senere fundet af en redningshelikopter og fløjet til Skejby, hvor han blev erklæret død.

Skjern forlænger med profil 

Skjern Håndbold har forlænget sin kontrakt med ​​​​den bosniske stregspiller Senjamin Buric. Han har været i klubben siden 2021, og den nye kontrakt gælder indtil sommeren 2027. 

Dødsfald ​​​

Maybritt Pedersen, Skjern, er død, 67 år. 

Gerda Rindum, Borris, er død, 89 år. 

Ingolf Clausen, Nr. Bork, er død, 76 år. 

Vera Eriksen, Ådum, er død, 70 år. 

Ejnar Rauhe, Hvide Sande, er død, 84 år. 

 
 
bottom of page