Vestnyt Søndag - uge 41
11. oktober
Flertal for stort biogasprojekt
Et flertal i byrådet besluttede på et møde i denne uge, at der kan opføres et stort biogasanlæg ved No. Flertallet bestod af Venstre, Kristendemokraterne, Socialdemokratiet, Liberal Alliance og to danmarksdemokrater. SF, Dansk Folkeparti, Konservative og tre danmarksdemokrater stemte imod.
Kirkeskatten holdes i ro
På byrådsmødet skulle politikerne også beslutte, hvor meget der skal betales i kirkeskat næste år. Her var der enighed om at holde skatten i ro, så den også næste år kommer til at ligge på 1,05 procent.
Børnepasning stiger i pris
Til gengæld bliver det fra næste år dyrere at få passet sine børn i Ringkøbing-Skjern Kommune. På det seneste møde i Børne- og Familieudvalget besluttede et enigt udvalg at hæve priserne med fire procent. Det betyder, at det bliver op til 968 kr. dyrere om året at få et barn passet hos en dagplejer, og at det bliver op til 1.749 kr. dyrere at få et barn passet i en vuggestue.
Bank får påbud af tilsynet
Skjern Banks udlån til kunder i København er vokset markant. Det fremgår af en redegørelse fra Finanstilsynet, der vurderer, at den kraftige udlånsvækst øger risikoen for tab. Tilsynet udtrykker samtidig bekymring over, at bankens kreditpolitik er for uklar og giver relativt vide rammer. Skjern Bank er derfor blevet påbudt at rette op på disse forhold.
Tre indbrud på samme dag
Politiet modtog mandag tre anmeldelser om indbrud i den sydøstlige del af Ringkøbing-Skjern Kommune. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Indbruddene fandt sted nord for Rækker Mølle, øst for Tarm og syd for Bølling. I alle tre tilfælde kom indbrudstyven ind ved at knuse en rude med en sten, og politiet formoder derfor, at det er den samme gerningsmand, der står bag de tre indbrud.
Dødsfald
Margit Skyum, Ringkøbing, 86 år.
Julius Larsen, Ringkøbing, 97 år.
Preben Jensen, Vorgod, 80 år.
Bjarne Jørgensen, Troldhede, 64 år.
Vagn Bak, Stauning, 72 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍
