Vestnyt Søndag - uge 46
- Svend Boye Thomsen
- for 6 dage siden
- 2 min læsning
16. november 2025
LOKALT
Store landinger af krabber
Der landes store mængder taskekrabber på Hvide Sande Havn. Siden nytår har fiskerne landet næsten 650 ton krabber til en værdi af 14 millioner kroner. Det gør Hvide Sande Havn til den danske havn, hvor der er landet flest krabber. Langt størstedelen af krabberne er landet af udenlandske fartøjer, der fisker krabberne med tejner på Nordsøen.
Traktor og halmballer stod i flammer
Onsdag eftermiddag udbrød en stor brand på Egerisvej mellem Faster og Astrup nordøst for Skjern. Det skriver TV Midtvest. Branden opstod i en traktor, hvorfra den bredte sig til to vogne, som var læsset med halmballer. Branden opstod ved 13-tiden, og det tog næsten fem timer for brandfolkene at få den helt under kontrol. Ingen personer kom noget til.
Gågade får tøjbutik med nyt koncept
House of Fashion i gågaden i Ringkøbing holder ophørsudsalg. Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern. Det betyder dog ikke, at der fremover ikke skal ligge en tøjbutik i lokalerne. De skal renoveres, og til foråret åbner en ny tøjbutik samme sted, denne gang med et helt nyt koncept.
Lagerhotel på vej i Videbæk
På Ørnevej i Videbæk er selskabet 4V Invest i gang med at bygge den gamle foderstofforretning om til et lagerhotel. Det skriver Videbæk-Spjald Avis. Det er planen, at der skal være 70 mindre lejemål på lagerhotellet, fortæller Hans Pedersen, der sammen med Anders Elkjær, Henning og Torben Tobiasen står bag projektet.
Skjern ramt af endnu en skade
Skjern Håndbold må undvære stregspilleren Senjamin Buric i to-tre måneder. En scanning har vist en skade i akillessenen, som han pådrog sig i sidste uge. – Det er to store profiler, vi må undvære resten af året, siger sportschef Thomas Klitgaard med henvisning til både Buric og Marcus Midtgaard. Samtidig døjer Jonathan Würtz fortsat med ankel- og skulderproblemer, men han ventes klar inden for et par uger.
Dødsfald
Niels Pedersen, Spjald, er død, 90 år.
Aase Hovmark, Tarm, er død, 77 år.
Hans-Jørgen Stage, Tarm, er død, 81 år.
Jes Trankjær, Skjern, er død, 76 år.
Irma Nielsen, Skjern, er død, 87 år.
Viggo Kruse, Skjern, er død, 87 år.
Bendte Hansen, Hvide Sande, er død, 87 år.
Sonja Christensen, Ringkøbing, er død, 89 år.
Knud E. Kviesgaard, Ringkøbing, er død, 72 år.
Henning Østergaard, Ringkøbing, er død, 90 år.
Giv meget gerne opslaget et like på Facebook - så når vi ud til endnu flere 😊👍
