top of page
Forfatters billedeSvend Boye Thomsen

Vestnyt Søndag - uge 5


4. februar 2024

LOKALT 

Historisk redningsbåd renoveret 

Den gamle redningsbåd MR21, som blev anvendt ved den store redningsulykke ud for Hvide Sande i 1951, hvor fem lokale redningsmænd mistede livet, er kommet tilbage på sin vante plads ved Fiskeriets Hus. Siden februar sidste år har båden været på værft hos Hvide Sande Shipyard, hvor den har gennemgået en omfattende renovering. Da redningsbåden kom på værft, var den i meget dårlig forfatning efter at have stået ude i den salte luft ved havet i mange år. Det er Hvide Sande Elfond, der har betalt for renoveringen. 

Landbobanken skovler penge ind 

Landbobanken fremlagde i denne uge sit regnskab for 2023, og her kan man læse, at banken kom ud med et rekordstort overskud på 2,2 milliarder kroner efter skat. Det store overskud er godt nyt for bankens aktionærer, der kvitterede ved at sende bankens aktiekurs op med næsten fem procent. Landbobanken nyder som de øvrige banker godt af stigende renteindtægter, og af at bankerne igen er begyndt at tjene penge på indlån. Landbobanken forventer, at den i 2024 ligeledes vil få et overskud i omegnen af 2 milliarder kroner. 

Taget i at producere hamp på loftet

En 27-årig mand fra Ringkøbing-området blev onsdag formiddag afsløret i at producere hamp på loftet i sin bolig. TV Midtvest fortæller, at politiet kørte ud på ejendommen, efter at man havde fået en henvendelse fra forsyningsselskabet RAH, der mistænkte manden for at have fiflet med el-systemet for at undgå at få en meget høj elregning. Politiet fandt 209 hampplanter oppe under loftbrædderne samt fire poser med såkaldte topskud. Manden vil derfor både blive sigtet for ulovlig produktion af hampplanter og for tyveri af el. 

18-årig fra Tarm fik beslaglagt BMW 

Lokalpolitiet i Ringkøbing gennemførte torsdag aften en fartkontrol på Herningvej i Ringkøbing, og her snuppede politiet blandt andre end 18-årig mand fra Tarm-området, der kom kørende i en BMW med hele 117 kilometer i timen på strækningen, hvor man maksimalt må køre 50 kilometer i timen. Dagbladet Ringkøbing-Skjern fortæller, at politiet beslaglagde den unge mands bil, fordi kørslen blev kategoriseret som vanvidskørsel. Derudover står manden til at miste kørekortet, ligesom han kan se frem til at skulle betale en bøde. 

Kommunen har en sund økonomi 

Økonomiudvalget holder møde på tirsdag, og her skal politikerne i gang med at forberede forhandlingerne om kommunens budget for næste år. Det fremgår af sagsfremstillingen, at administrationen vurderer, at udgangspunktet for budgettet er ”meget gunstigt”. Det tilføjes dog, at der er usikkerhed om kommunens indtægter i de kommende år, og at der forventes stigende udgifter til borgere, der har særlige behov på grund af fysisk eller psykisk sygdom. Det anbefales derfor, at der udarbejdes et ”råderumskatalog” med forslag til eventuelle besparelser, som politikerne kan prioritere imellem. 

Skjern Håndbold spillede uafgjort 

Skjern Håndbold spillede fredag uafgjort 28-28 mod Lemvig-Thyborøn på udebane. Holdet ligger efter kampen på 7.-pladsen i ligaen med 18 point efter 19 kampe. Skjern Håndbold skal i næste uge møde Holstebro ude og Mors-Thy hjemme. 

Nederlag til Ringkøbing Håndbold 

Ringkøbing Håndbold tabte onsdag 23-26 på udebane til Nykøbing Falster. Holdet ligger efter kampen på 9.-pladsen i ligaen med 15 point efter 18 kampe. Ringkøbing Håndbold skal i næste uge møde Sønderjyske på hjemmebane.

Dødsfald 

Inge Marie Gyvelgaard, Skjern, er død, 64 år.

Jens V. Vestergaard, Skjern, er død, 76 år.

Lilly Lauridsen, Skjern, er død, 86 år.

Ingrid A. Andersen, Skjern, er død, 94 år.

Anker S. Tranholm, Tarm, er død, 89 år.

Poul Martin Nielsen, Stauning, er død, 71 år.

Bodil Madsen, Videbæk, er død, 74 år.

Mary K. Vedstesen, Videbæk, er død, 90 år.

Hanne J. Sørensen, Videbæk, er død, 77 år.

Niels Chr. Green, Videbæk, er død, 82 år.

Erik Granum, Ringkøbing, er død, 79 år.

Knud H. Mortensen, Ringkøbing, er død, 73 år.

Anna M. Andersen, Ringkøbing, er død, 73 år.

Inga Tambjerg Nielsen, Hvide Sande, er død, 92 år.

Hvis du gik glip af sidste udgave af Vestnyt Søndag, kan du læse den her


DET SKER 

Foredrag i Videbæk

Mandag klokken 9.30 er der foredrag i Kirkehuset i Videbæk ved Karlo Brondbjerg, der er 2. viceborgmester i Herning Kommune.

Forfatterforedrag

Torsdag klokken 19.00 er der foredrag på Skjern Bibliotek ved forfatter Pernille Stensgaard.

Foredrag på Fiskeriets Hus

Torsdag klokken 19.30 er der foredrag på Fiskeriets Hus i Hvide Sande om forskningsskibet Aurora ved kaptajn Torben Vang.

Koncert på Mejeriet

Torsdag klokken 20.00 er der koncert på Mejeriet i Tarm med Ida Wenøe.

Fastelavnsfest i Skjern

Fredag klokken 15.00 er der fastelavnsfest i Skjern hos Sahl Cykler & Legetøj.

Koncert på Generator

Fredag klokken 20.00 er der koncert på Generator i Ringkøbing med Katrine Schmidt.

Koncert i Spjald

Lørdag klokken 14.00 er der koncert i Spjald Kulturhus med Kristian Rusbjerg.

Koncert på Generator

Lørdag klokken 20.00 er der koncert på Generator i Ringkøbing med Stefan Pasborg Trio.

Koncert på Remisen

Lørdag klokken 20.00 er der koncert på Remisen i Skjern med Nicklas Sahl.

Det kan du se i biografen

Ringkøbing Biograf viser i den kommende uge filmene ”Farven Lilla”, ”Miniheltene”, ”Sigurd Sommerfugl”, ”Den grænseløse” og ”The Holdovers”. 


BOLIGMARKEDET 

Nye boliger til salg

Østergade 51B, Skjern: 995.000 kr.

Vestervænget 47, Skjern: 1.475.000 kr.

Kirkeager 24, Lønborg: 1.645.000 kr.

 

Bredgade 79C, Videbæk: 1.545.000 kr.

Bindesbølvej 3, Brejning: 2.699.000 kr.

Jens Iversensvej 1, Barde: 895.000 kr.

 

Grønnegade 3A, Ringkøbing: 1.148.000 kr.

Langelandsgade 31, Ringkøbing: 1.598.000 kr.

Uglevej 9, Ringkøbing: 1.398.000 kr.

Holmegaardsvej 47, Ringkøbing: 995.000 kr.

Velling Fjordby 12, Velling: 2.499.000 kr.


ERHVERV 

Stifter nyt selskab

Hans Byskov har stiftet selskabet Heebro-Agro ApS i No. Selskabets formål er at drive landbrug.

Selskab opløst

VJL Agro ApS i Ringkøbing er blevet opløst.

Flytter adresse  

P/S Tændpibe Vind har flyttet adresse fra Ringkøbing til Stauning. Samtidig er Bent Juul Mikkelsen trådt ud af bestyrelsen i selskabet.

Nye bestyrelsesmedlemmer

Michael Smedegård, Jeppe Østergaard Snogdal og Karl Vestergaard Snogdal er nye medlemmer af bestyrelsen i Smedegård Tim A/S. Samtidig er Mette Dohn Smedegård Andersen og Karen Marie Fruergård Smedegård trådt ud af bestyrelsen.

Forlader bestyrelse

Paul Johansen er trådt ud af bestyrelsen i Videbæk Erhvervsgruppe A/S.

Forlader bestyrelse

Henrik Bruun Nielsen er trådt ud af bestyrelsen i Feriepartner Bork Havn A/S.

bottom of page